Dagsprogram
2021–2022
Dag 1 - Ankomst til Málaga.Ankomst til Málaga, hvor bus og rejseleder venter for videre transport til hotellet. Afhængig af hvornår flyet lander, har du resten af dagen fri til at gå rundt i Málagas hyggelige centrum. Du kan jo eventuelt besøge Museo de Picasso.
Dag 2 - Besøg på Alhambra.
Dagen indledes med en kort byrundtur i Málaga. Derefter starter rejsen mod det lovpriste Granada, maurernes sidste højborg. Byen ligger enestående smukt med det imponerende og næsten evigt sneklædte Sierra Nevada i baggrunden.
Granada domineres af den "røde borg" Alhambra. Et slot som blev bygget af maurerne mellem årene 1248 og 1354, under styring af al-Ahmar og hans efterfølgere. Vi oplever her de eventyrlige slotsgemakker og intime patios, bl.a. den kendte Løvegård, Myrtegård og Sala de los Abencerrajes.
Højere oppe på bjerget ligger "den himmelske have" Generalife, de mauriske herskeres tidligere sommerpalads, med cypresalleer, velholdt blomsterbede og fontæner.
Vi besøger også Capilla Real, kongeparret Isabella og Ferdinands meget pragtfulde gravkapel. Det var dette kongepar, der indledte Spaniens storhedstid. I 1492 erobrede de det selvstændige muslimske Granada. Kort tid efter, det samme år, sendte de Columbus af sted på den banebrydende opdagelsesrejser vestpå, der kom til at forandre verden for altid.
Resten af dagen er fri til egne gåture i Granadas livlige centrum. Du kan eventuelt besøge den majestætiske renaissancekatedral, der blev opført under Karl V, eller besøge de livlige gågader i centrum.
Dag 3 - Byvandring i Córdoba.
Formiddagens rejse går gennem et tiltalende, nærmest eksotisk andalusisk landskab med mauriske borge i næsten hver eneste by, og oliventræer så langt øjet kan række. Ved middagstid når vi Córdoba, en gang hovedstad i det mægtige kalifat af samme navn.
Under den mauriske glansperiode (800- til 1100-tallet) blev der i Córdoba bygget et af den tids mest imponerende bygningsværker, La Mezquita, i dag en tidligere moské, der i størrelse kun overgås af Mekkas, og hvis indre er en nærmest endeløs skov af søjler.
Ved siden af moskeen ligger de gamle mauriske og jødiske kvarterer. På en gåtur i de snoede og smalle stræder, mellem hvidkalkede huse og blomstersmykkede patioer, genskabes stemningen fra maurisk tid. Mange af dem er virkelige kunstværker, og hvert år uddeles en pris til den smukkeste.
Dag 4 - Sevilla.
Turen går mod Sevilla, Andalusiens hovedstad, gennem åbne landskaber i et imponerende landbrugsområde. Vi skimter steder som Ecija, Andalusiens stegepande, og Carmona, for at nævne nogle få. Ved frokosttid er vi i den fascinerende og mystiske Sevilla, hvis historiske bydele har inspireret mange poeter, musikere og kunstnere verden over.
Sevilla er en Europas ældste byer. Allerede i den tidlige middelalder var det en kosmopolitisk by, og i 1500-tallet Spaniens vigtigste transatlantiske havn. Andalusiens hovedstad har en unik og meget rig historie, der afspejler sig i det meste i denne romantiske by – ikke mindst blandt befolkningen.
Dag 5 - Sevilla.
Vi tilbringer en del af dag 4 og hele dag 5 i Sevilla, og programmet omfatter bl.a. et besøg i katedralen (kristendommens tredjestørste), det arkæologiske museum, Barrio de Santa Crúz (scenen for skuespillet Don Juan) , Plaza de España i Maria Luisa parken, og naturligvis Calle Sierpes, den elegante gågade i byens centrum. Der bliver tid til egne "oplevelser" som kunstmuseet, Hospital de la Caridad, Alcázar, og naturligvis bliver der mulighed for at tage med til en sprudlende flamencoforestilling, ca pris: 40 Euros.
Dag 6 - Puerto de Santa Maria og Cádiz.
Turen går vestpå mod Spaniens Atlanterhavskyst. Ikke langt fra Sevilla ligger Jerez de La Frontera, kendt for sine vine, der på engelsk er blevet det noget forvanskede sherry. I Spanien drikker man hovedsageligt den knastørre halmgule sherry, der kaldes "fino" eller "mazanilla", hvis den kommer fra San Lúcar de Barameda, lidt længere nordpå.
I Puerto de Santa Maria besøger vi en af de berømte bodegaer, følger den ædle driks "skoling" og afslutter naturligvis med sherrysmagning.
Om eftermiddagen fortsætter vi til "Europas Havanna", Cádiz, den skønne perle ved Atlanten, en af Europas ældste byer. Her tager vi på en kort byrundtur og stifter bekendtskab med en historie, der går tilbage til det sydlige Europas første civilisatiioner. Her bor vi en nat.
Resten af eftermiddagen fri, inden vi spiser en fælles middag.
Dag 7 - Drømmebyen.
Tidligt om formiddagen forlader vi Cádiz og rejser gennem bølgende markområder. Snart kommer vi til det lille samfund, Espera, et vidunderligt sted, hvor vi holder en anderledes pause.
Rejsen danner en ramme rundt om kunstværket Andalusien, og i dag bliver rammen færdig.
Afslutningsvis kommer vi til magiske Ronda, der er kendt ud over Spaniens grænser for sin naturskønne beliggenhed 723 m.o.h. ved en dyb flodkløft, der deler byen i to dele. Mange forfattere har lovprist Rondas ejendommelige skønhed. En af dem, Rainer Maria Rilke, gav den tilnavnet "drømmebyen". Orson Wells, den amerikanske filminstruktør, forelskede sig i byen, og blev begravet lige udenfor på en gård. En lang historie, der spænder over århundreder gør Ronda til en perle blandt de andalusiske byer. vi rejser videre til Malaga for en sidste overnatning.
Dag 8 - Hjemrejse,
Transfer og hjemrejse fra Málagas lufthavn.