En safari er en unik naturoplevelse, hvor du kommer tæt på dyrelivet i dets naturlige omgivelser – ofte i nationalparker eller private reservater i Afrika. Dagene starter typisk tidligt med morgenture, når dyrene er mest aktive, efterfulgt af hvile midt på dagen og derefter en eftermiddagstur frem mod solnedgang. Tempoet er roligt, og fokus er på at opleve naturen, landskabet og dyrene på deres præmisser.
For at få mest muligt ud af din safari er det vigtigt med det rette udstyr. Klæd dig i let og komfortabelt tøj i neutrale farver (beige, grøn, brun), som falder naturligt ind i omgivelserne og ikke tiltrækker insekter. Langærmede trøjer og lange bukser beskytter mod både sol og myg, især morgen og aften. Medbring en varm trøje eller jakke, da det kan være køligt på de tidlige safariturer. En let regnjakke eller poncho er også en god idé og på nogle rejser et must.
Gode sko er vigtige – komfortable vandresko er ofte tilstrækkelige, men på vandresafari er vandrestøvler nødvendige. Husk solbeskyttelse (hat, solbriller og solcreme med høj faktor) samt myggemiddel.
Ved vandring i regnskov kan vi også anbefale et par handsker, som mindsker risikoen for torne og rifter, når du holder fast i træer og buske. At trække strømperne op over bukserne kan i regnskoven være et effektivt trick til at undgå flåter, myrer og andre insekter. Brug gerne lidt tykkere vandresokker sammen med gode støvler.
At investere i en kikkert kan varmt anbefales, da det forbedrer oplevelsen og bringer dig tættere på dyrene. Et kamera med zoom hjælper dig med at forevige oplevelserne. Ekstra batterier eller powerbank er praktisk, da opladningsmuligheder kan være begrænsede. Husk, at powerbank kun må medbringes i håndbagagen.
Pak let og gerne i bløde tasker, så de er nemmere at få plads til i jeeps og små fly, hvor pladsen er begrænset. Hvis du bor på samme hotel før og efter safarien, kan du pakke om i mindre tasker. Medbring gerne en lille rygsæk til dagsture.
Her er en pakkeliste med anbefalet udstyr:
Pakkeliste:
- Myggestift
- Solbeskyttelse
- Solhat
- Kikkert
- Kamera, hukommelseskort
- Slidstærkt og komfortabelt tøj i neutrale farver
- Varm trøje kan være nødvendig
- Komfortable sko (vandresko, støvler)
- Badetøj
- Lommelygte
- Solbriller
- Rejseapotek