Kina- Ming, Mao og Mammon
Rejseartikler
Toget kører 335 km i timen. I spisevognen smasker en fed kinesermand mig højlydt op i ansigtet, mens spisepindene af plastic hurtigt tømmer take-away-boksen af samme materiale. Udenfor flimrer rækker af snorlige skyskrabere i et antal man tror umuligt forbi, og kort efter afløses det flade landskab af grønnere udsyn, og enkelte marker begynder at dukke op.
Vi kører med højhastighedstog gennem Kina. Og aner gennem ruderne at den udvikling, som Mao Zedong med ”Det Store Spring Fremad” i 1958 ikke kunne skabe – er skinbarlig virkelighed nu.
Udviklingen er eksplosiv, byggeriet boomer, og der er ikke tvivl om, at verdens mest befolkningsrige land stormer frem. Hvad formand Mao ikke kunne, kunne hans efterfølger Deng Xiaoping til gengæld og det ud fra devisen:
”Det er ligemeget, hvilken farve katten har – så længe den kan fange mus”.
Alt dette og mere til har vi fået fortalt af guiden, som følger os på hele rejsen rundt i Kina.
Vi har hørt om Qin-, Han-, Tang-, Song-, og Ming-dynastiet. Den sidste kejser, Maos Kulturrevolution og Et-barns-politiken. Og vi har spist Pekingand og været til opera af samme navn.En mere underlig end smuk oplevelse – i hvert fald for vesterlandske ører.
Med Putin til Nationaldag
I Beijing har vi gået på Den Kinesiske Mur, set Sommerpaladset, og gamle kinesere spille kort og gøre morgengymnastik i parkerne. Og vi har besøgt Den Forbudte By og set Ruslands præsident Putin gøre honnør ved formand Maos billede på Den Himmelske Freds Plads.
For vi er så heldige at være i Beijing på Nationaldagen, og det går ikke stille for sig.
Tusindvis af kinesere har fri i en hel uge i anledning af dagen, og det er rørende at se eksempelvis gamle kinesere opleve hovedstaden og det at stå på Den himmelske Freds Plads for første gang i deres liv måske.
Og så har vi været på besøg i en Huton. Et bykvarter med små, grå, gamle huse, som stadig ligger midt imellem de nye skyskrabere, og i en smal gade i et ydmygt hus uden indlagt vand og toilet har vi drukket te hos en lille, gammel enke, som fortæller om sit liv:
Ung var hun under Maos Kulturrevolution, gammel og tilfreds er hun nu i det nye Kina. For som tidligere statsansat bor hun stadig til leje for en minimal sum penge og får også pension fra staten. Men sådan er det ikke for alle..
Kejsergrav og gadekøkken
I byen Xian vogter en Terrakotta-hær på 8000 ”mand” over gravstedet for kejseren Qin Shi Huang Di. En verdensberømt seværdighed, som vi naturligvis besøger. En hær af sælgere står opmarcheret ved indgangen til den store udgravning og sælger alt – lige fra kopivarer til ægte bjørneskind og ulveskind. Intet af det er vist hverken lovligt eller politisk korrekt….
Vi er ankommet til byen dagen før, har cyklet på den oprindelige, brede mur, som omkranser den gamle bymidte, og gået aftentur i byens intet mindre end fantastiske muslimske kvarter. Her oplyser et neonhav i tusind farver den lune aften, og i massevis af gadekøkkener faldbyder den lækreste og mærkeligste mad. Man siger om kineserne, at de spiser alt med ben, undtagen borde og stole. Og alt som kan flyve, undtagen flyvemaskiner. Og alt som kan svømme, undtagen både. Og det er rigtigt. Friteret, stegt, kogt eller råt, hvad enten det er insekter, krybdyr eller pattedyr så bliver der lavet mad af det.
For det meste spiser vi ellers sammen på restaurant hele gruppen, for en rundrejse er også en social rejse, hvor man møder nye mennesker, udveksler meninger og erfaringer og griner med også.
Langt de fleste er par, men også enkelte singler er med for det er rar at rejse sammen med andre og have nogen at dele oplevelserne med. Gode hoteller bor vi også på, Sheraton for det meste, og spiser sammen de fleste dage og aftener, for også en del pension er inkluderet i rejsens pris.
Og hver gang vi ankommer til en ny by, får vi såmænd også udleveret et bykort. Så vi kan finde rundt alene, i den fritid vi indimellem har, og samtidig får vi også et ”overlevelseskit” – et stykke papir med de vigtigste seværdigheder og gode råd skrevet på kinesisk.
For stort set ingen i Kina taler engelsk eller kan læse andet end deres eget skriftsprog. Taxaer er billige, metroerne effektive og således hjulpet godt på vej af vores omsorgsfulde guide bliver vi også i stand til at færdes sikkert og trygt på egen hånd.
Poetisk landskab og minoritetsfolk
Elefantsnabel Bjerget, Længsel efter Ægtefælle Klippen, Bedstefar ser på Æble og Ni Drager leger med Vandet er blot få af mange poetiske navne, som betegner dele af landskabet langs med floden Lijiang i den autonome provins mod syd Guangxi.
Her får vi for alvor en anden side af det moderne Kina at se, for her i byen Guilin er indbyggerne langt fattigere, og her lever også mange af Kinas i alt 55 forskellige minoritetsfolk.
Vi er fløjet til provinsen (har bare sat kufferten udenfor hoteldøren om morgenen, og modtager den fin og hel sat ind på vort næste hotelværelse i Guilin) og lander en tidlig morgenstund i et landskab, som emmer af poesi.
Grønne, spidse bjerge rejser sig som sukkertoppe i alle retninger, og den lange, livgivende Lijiang -flod løber igennem landskabet som en glitrende slange, der vander de mange rismarker, som pløjes af vandbøfler spændt for plove.
Indimellem ser vi små fiskerbåde med skarve, fuglene bruges som ”fiskere”, og har fået bundet en snor stramt om halsen, så den fisk de fanger, når de dykker, ikke kan lande i fuglens egen mave, men derimod i stedet i fiskerens egen kurv. Og mens båden stille glider ned af floden, nyder vi også synet af lokalt landsbyliv ved bredden, børn der bader, og kvinder der vasker tøj.
Der er skrevet metervis af kinesisk poesi om landskabet omkring Guilin, som i øvrigt også er afbildet på en af de kinesiske pengesedler, og det er dejligt at være i naturen, som kontrast til de mega-moderne byer, vi kommer fra.
Vi bor midt i Guilin by, som har en besynderlig gågade, skabt i europæisk stil, mens de mange små sidegader stadig er autentisk kinesiske. Med restauranter, hvor levende slanger, ænder, høns og fisk i kar i massevis står udenfor, og det er blot at pege, så får man netop det dyr til middag, som man ønsker.
Det er også her tæt på Guilin at Dragens Rygrad ligger. Et terrasse-landskab af smalle rismarker, som er bygget af Yao-folket omkring år 1300. Yao-folket er et af Kinas mange minoritetsfolk, og kvinderne især kendetegnet ved, at de kun klipper deres hår én gang i livet, oftest når de skal giftes. Det afklippede hår bærer de så livet igennem, sammen med det øvrige hår, i en sindrig opsætning på hovedet.
Det er langt op til Dragens Rygrad, og vi går ad mange trapper langs de smukke risterasser. Fine træhuse flankerer vejen, gennem adskillige bitte, små landsbyer går vejen op og op, og orker man ikke eller er benene dårlige, tilbyder landsbybeboerne at fragte turisterne op i bærestole. Belønningen venter på toppen, hvor vi fra landsbyen Ping An har den mest fantastiske udsigt over landskabet. Besøger man risterasserne om foråret, er de fyldte med vand og skinner i solen som tusind spejle, kommer man om efteråret, er terrasserne gyldne efter høsten.
Verdens smukkeste sky-line
Jeg kan høre husene summe. Enorme skyskrabere i alle mulige og umulige former lyser op i skiftende neonfarver, og langs med havnfronten The Bund står brudeparrene næsten i kø for at blive fotograferet foran verdens smukkeste sky-line.
Vi slutter af med et brag i Shanghai. Byen som i forrige århundrede blev kaldt for ”Østens Paris” eller ”Orientens Horehus” står smukkere end nogensinde og binder om nogen denne Kina-rejse sammen, så vi forstår og simpelthen kan se både fortid, nutid og fremtid.
Domineret af futuristiske skyskrabere, arkitektoniske bedrifter intet mindre, fortæller Pudong-området historien om Kinas vilde fremadstormen, og på The Bund-siden ses stadig de store gamle palæer, bygget af europæerne i Shanghais vilde 1930ére. Mao lukkede festen i 1949, og først i 1990, hvor Deng Xiaoping kom til magten, kunne Shanghai igen udvikle sig.
Siden er det gået mere end stærkt, men uden at det er gået ud over byens charme. Gamle kvarterer med grønne træer og almindeligt folkeliv findes stadig imellem de høje skyskrabere, og eksklusive butiksstrøg blander sig smukt med gammeldags markeder med både kopi-varer og antikviteter.
På et antikmarked går jeg derfor på jagt for at finde et par af de bitte, bitte små sko, som kvinder med indsnørede fødder i fordums Kina trippede rundt i. Men jeg finder ikke nogen. Måske fordi Kina ikke mere går i for små sko….
