Dag 1 - Afrejse
Bus og TEMA-rejseleder møder dig i lufthavnen i Catania. Herfra går turen ind i landet. Afhængig af flyets ankomsttid er dagen fri til egne spadsereture i Piazza Armerina, hvor du tilbringer den første nat.
Dag 2 - Piazza Armerina og Grottacalda
Dagen begynder med et besøg ved verdensarven Villa Romana de Casale, beliggende 5 km uden for Piazza Armerina. Denne antikke, romerske kejservilla er på grund af sin arkitektur og storslåede mosaikdekorationer et enestående eksempel på det sene romerriges kunstværker. Villaen blev desværre begravet under et kraftigt jordskred i 1100-tallet, og de egentlige udgravninger blev først påbegyndt i 1929 og genoptaget i større skala i 1950.
Lidt nordpå ligger Grottacalda, et interessant kalkområde med en orkidérig forårsflora. Her vandrer vi ca. seks km og dækker op til picnic under mandeltræerne på et højdedrag med en herlig udsigt over det bølgende, opdyrkede landskab.
Senere fortsætter turen nordpå mod Madonie-bjergene, hvor vi oplever et dramatisk og fascinerende landskab.
I 1.300 meters højde ligger et fjeldhotel, hvor vi skal bo de næste to nætter.
Dag 3 - Madoniebjergene
Madonie-bjergene kaldes "De Sicilianske Alper" og er, efter Etna, det højeste område på øen med flere tinder på omkring 2.000 meter. Madoniernes regionale naturpark viser os flere ansigter: Høje, nøgne, dramatiske bjergvægge, frodige skove af bl.a. eg, bøg og kastanie samt grønne dale med pæon, primula, liljer og meget mere. Den kalkrige undergrund giver Madonierne en varieret blomsterpragt med en mangfoldighed af orkideer.
Her foretager vi en storslået vandretur (14 km) over åbne vidder og gennem frodige løvskove med masser af alpevioler i skyggen under træerne. Måske ser vi rovfugle cirkle rundt højt oppe i færd med at søge bytte.
Dag 4 - Geraci Siculi og Capo d'Orlando
Dagens vandretur (7 km) er nem og meget smuk. Vi vandrer fra Mandarinpasset på letsnoede stier over blomsterklædte bjergenge med udsigt over tinderne, hvorpå der ligger små byer. Der har været mange invasioner gennem tiderne (grækere, romere og til og med vikinger), og hver by har skabt sit eget forsvarsværn.
Ved frokosttid når vi en af de gamle byer, Geraci Siculi. Her er der mulighed for på egen hånd at opleve den charmerende bjergby, inden vi spiser en herlig picnic ved den middelalderlige borgruin på den højeste klippe i byen. Herfra er der en vidunderlig udsigt mod Nebrodibjergene og Etna.
Om eftermiddagen færdes vi gennem korkegeplantager mod nordkysten og Capo d'Orlando, som er en lille badeby.
Dag 5 - Vulkan vandring
Fra havnebyen Milazzo tager vi en bådtur (ca. 45 minutter) til en af de smukke Eoliske øer, Vulcano. Øgruppen, der også kaldes "De Lipariske Øer", har siden år 2000 været med på Unescos verdensarvsliste. Vi går op til kraterkanten af Gran Craterea (300 m.o.h.), hvorfra der er en fantastisk udsigt over de andre øer i øgruppen. Rundt om kraterkanten strømmer damp ud af de gule svovlkilder, og ved strandkanten kan man nyde et varmt, helsebringende mudderbad.
Om eftermiddagen sejler vi tilbage til Milazzo for vores videre færd med bus til Taormina Mare, hvor vi bor de tre sidste nætter.
Dag 6 - Peloritanibjergene
I dag udforsker vi de nærliggende Peloritani-bjerge. Vi tager en vandretur (8 km) i et åbent kulturlandskab med abrikos-, mandel- og oliventræer.
Vi spiser picnic under kastanjetræer, og der er chance for at nyde sydnattergalens varierende toneskalaer eller hærfuglens mærkelige lyde. Vandreturen fortsætter ned ad Monte Veneres skråning, og snart kommer vi til nogle pragtfulde udsigtspunkter over Etnamassivet og den enestående kyststrækning. Efter en pause i den charmerende by Castelmola går vandreturen videre ned til Taormina, hvor vi besøger det antikke teater.
Smukke Taormina er Siciliens ukronede dronning; siden århundredeskiftet et eksklusivt mødested for det italienske jetset og med en beliggenhede ovenfor Naxosbugten, der byder på et pragtfuldt panorama.
Dag 7 - Etnavandring
Hvor man end vender sig, så dominerer vulkanen Etna (3.300 m.o.h.) landskabet på Sicilien. Fra Taormina tager vi en udflugt til denne Europas største, aktive vulkan. På grund af de gentagne udbrud i nyere tid regnes Etna for at være en af verdens mest aktive vulkaner. På skråningerne ses størknede lavafloder blandt citrus- og vinplantager, og her vokser også den trælignende etnagyvel.
Om foråret kan man opleve etnaviolen. Højere op i det sterile og fantasifulde månelandskab vokser stikkende puder af den endemiske etnaastragalus.
Ved foden af Etna besøger vi vingården "Cantina Patria", hvor vi til frokosten bydes på lokalt producerede vine.
Dag 8 - Hjemrejse
Vi returnerer til lufthavnen for hjemrejse til Danmark.