Dag 1 - Afrejse
Ved ankomsten til Samos lufthavn venter bus og rejseledere, og vi starter med en pragtfuld tur tværs over øen. Allerede her får du de første indtryk af de forskellige naturtyper som Samos byder på.
Smukke sølvfarvede olivenlunde fremhævet af cypressernes intensive grønne udråbstegn afløses af et gradvist goldere bjerglandskab, inden vi når frem til byen Karlovassi længst oppe i nordvest. Her bor vi i tre nætter.
Dag 2 - Vandretur i Nattergaledalen
På nordsiden af Samos ligger den skønne Nattergaledal, måske den grønneste af alle Samos frodige dale.
Dagens vandring (ca 10 km) går langs urgamle veje og stier forbi vinklædte terrasser og vild natur med pragtfulde udsigter ned mod kysten. I den smukke by Manolates standser vi ved en taverna, inden turen fortsætter ned mod dalens bund. Selve Nattergaledalen består af tæt vegetation og vi vandrer gennem frodig løvskov.
Vourliotes er en af Samos mest originale byer med gamle huse og snoede stræder.
Dag 3 - Vandring langs vestkysten
Fra den smukke Potamibugt begynder en smal kløft, der skærer sig ind imellem bjergene og længst nede løber der en lille bæk. Vegetationen er så tæt at sollyset har svært ved at trænge igennem træerne, og her vokser der bl.a. vilde neriumtræer. Efter nogle hundrede meter fortsætter bækken ind gennem kløftens snævreste del, og for de modige er det muligt at svømme helt ind og beundre et lille vandfald.
Dagens anden vandretur går fra Potamibugten til den beskyttede strand Mikro Seitani, et stykke vestpå. Grusvejen bliver til en sti, der snor sig gennem olivenlunde og blomsterenge, med det blå hav nedenfor, og de golde kalkstensbjerge på den anden side. Dagens vandretur er på ialt 7 km.
Dag 4 - Vandring gennem byer
I dag flytter vi over til øens sydside. En stor del af vejen dertil vandrer vi (ca 8 km) gennem det vilde bjerglandskab.
Vi starter fra Karlovassis gamle bydel og vandrer ad skovstier op mod byen Leka. Vi går gennem en skov af aleppofyr, inden vi holder pause ved et lille kapel i skønne omgivelser. Vandreturen fortsætter ad snoede veje til den lille by Tsourlei, for derefter at afsluttes ved stranden. Her venter bussen på at køre os til sydkysten, hvor vi skal bo i fire nætter.
Dag 5 - Vandretur til Pythagoras
I dag vandrer du fra den større by Marathokambos (ca 8 km) til bunden af det mægtige Kerkismassiv. Med lidt held får vi øje på slangeørne, alpesvaler og måske jagende pilgrimsfalke. En kort klatretur bringer os op til grotten, hvor Pythagoras ifølge sagnet levede, da han gemte sig for tyranen Polykrates.
Dagens picnic nydes i en fredfyldt lund med skyggende johannesbrøds- og oliventræer. Vandreturen fortsætter derefter gennem olivenlunde, hvor orkideerne blomstrer om foråret, sydpå mod den fristende strand Votsalakia.
Dag 6 - Fridag, mulighed for udflugt til Efesos
Denne dag er der ingen fælles arrangementer, du kan derfor selv vandre, slappe af på en strand, tage på en udflugt, eller køre øen rundt i lokalbus. Vi anbefaler en dagsudflugt til nabolandet Tyrkiet, kun 3 timers bus- og bådrejse fra Samos. Her besøger du et af antikkens syv vidundere, Artemistemplet, samt vandrer rundt i den enestående by Efesos, med blandt andet Celsusbiblioteket og teatret i hellenistisk stil. Du ser også det sted, hvor Jomfru Maria ifølge sagnet tilbragte sine sidste år, i dag er det et populært pilgrimsmål for kristne og muslimer. Sidst på eftermiddagen returnerer du til Samos.
Dag 7 - Vandring på det sydvestlige Samos
I dag vandrer vi igennem det vilde kystlandskab i sydvest (ca 8 km), i skyggen af det storslåede Kerkismassiv. Vi passerer den lille by Paleochori, der næsten er affolket, og nyder udsigten over det blå hav mod naboøerne Fourni og Ikaria. Over kystskråninger kan man ofte se Eleonorafalke, der jager insekter.
Klostret Agios Ioannis har en smuk have, der er en frodig oase i det tørre og golde landskab. I nærheden er der en fin lille strand, hvor du kan dyppe dig i det klare vand.
På vandreturen tilbage til bussen er der, lige som på rejsens tidligere vandreture, gode muligheder for at plukke friske krydderurter til tørring. Det er et skønt duftende og velsmagende minde at bringe med hjem fra Samos.
Dag 8 - Hjemrejse
Retur til lufthavnen for hjemrejse til Danmark. Hvis du har valgt en ekstra uge på smukke Samos, tager du med til lufthavnen for busskifte til det rejsemål du har valgt.