Dag 1 - Afrejse
Afrejse fra Danmark og ankomst til Dalaman i det sydvestlige Tyrkiet, hvor vi bor rejsens første nat.
Dag 2
Lykien i det sydvestlige Tyrkiet er navnet på den forhistoriske region i Lille Asien, ofte forbundet med det, fra hettitiske og egyptiske kilder, kendte "søfolk" (lukka), og hos Homér optræder lykierne som trojanernes allierede. Tidlige kilder taler om lykiernes oprindelse på Kreta. Regionen har en række fund fra arkaisk og klassisk tid: gravbygninger, fritstående monumenter, gravkamre og ruinbyer. I dag er Lykien mest kendt for sin smukke natur og vandringsvenlige omgivelser. Landskabet og strækningen langs Tyrkiets middelhavskyst er af et specialmagasin for natur- og vandreture blevet udvalgt som et af verdens ti bedste vandringsområder, med pinjeskove, charmerende byer og ofte en pragtfuld udsigt over Middelhavet. Æselstierne og vandreruterne er lettilgængelige, og i løbet af dagen bliver der mulighed for at bade fra nogle af de "skjulte" strande.
I dag starter vi rejsen med bus østpå til områderne ved den lille by Fethiye. Vi påbegynder dagens vandretur i byen Kayaköy. Byen hed tidligere Karmilassos, og var en gammel græsk by, der blev forladt af de græske indbyggere i slutningen af Første verdenskrig i forbindelse med den såkalte Lausannaaftale, der fastsatte udvekslingen af befolkningsgrupper mellem Grækenland og Tyrkiet. Efter en melankolsk rundvandring i byen blandt gamle græske stenhuse i ruiner, hvor to små kirker dog stadig står næsten intakte, fortsætter vi på en skovsti, der visse steder byder på skønne udsigter over det klare, turkise hav. Vi vandrer direkte ned til den dybblå Ölüdenizlagune og stranden af samme navn, en af de mest fotograferede strande ved Middelhavet. Her er en adskilt sandstrand til badning, og lagunen, med sine skiftende farver i turkis og aquamarin, er et naturreservat, hvorfor al bebyggelse er strengt forbudt. Sidst på eftermiddagen fortsætter vi til Fethiye.
Dag 3
Via en kort busrejse når vi vandreturens udgangspunkt, nær den lille by Ovacik. Fra sydsiden af bjerget Babadag, 1.969 m.o.h, følger vi kystsiden langs en smal sti, igen med pragtfulde udsigter over Ölüdeniz' turkisblå bugt. Vi passerer en teltlejr, hvor befolkningen holder får, og går gennem små charmerende byer med et lokalt folkeliv og få turister. I den lille by Kozagac holder vi pause ved bybaren, inden vi afslutter vandreturen i Kirme, hvor vores bus venter på at køre os tilbage til Fethiye.
Dag 4
Dagens vandretur begynder nær byen Faralya, hvorfra vi følger en sti op til et sted med en fantastisk udsigt over den såkaldte Sommerfugledal, tilholdssted for en række sjældne, både europæiske og asiatiske sommerfugle. Strækningen vi følger, er en af de sidste ueksploiterede dele af den tyrkiske middelhavskyst, og udsigten over små strande og havvige glemmer du aldrig. Tidligt på eftermiddagen når vi Yuva Beach, hvor der dækkes op til picnic, og bliver mulighed for at bade. I byen Kabak venter bussen på at køre os tilbage til Fethiye.
Dag 5
Vi forlader hotellet i Fethiye og tager østpå til området ved Kekova, et enetsående område med smukke kystudsigter men også førsteklasses arkæologiske antikke steder. De er usædvanligt velbevarede, da de aldrig har været lettilgængelige for besøgende. Den bedste måde at se de antikke ruiner på øen Kekovas nordlige side, er på en behagelig bådudflugt. Mange af de ældste huse og de antikke ruiner sank og kom under vand på grund af jordskælv under den byzantinske æra. Vi runder øen Kekova med båd, og i det turkisblå vand kan vi se de antikke bygninger i ned til to meters dybde. Vi vandrer også op til borgen Simena, hvor der venter en 360 graders udsigt over hav og land. Her er der også nogle klippegrave. Vi lægger også til på øen Tersane.
Efter bådudflugten fortsætter vi om eftermiddagen mod Adrasan og besøger undervejs den antikke ruinby Myra, delvist dækket af slam, men med synlige lykiske klippegrave, et græsk-romersk teater, et akropolis og et romersk badeanlæg. Ifølge historikeren Strabo var Myra i antikken en af Lille Asiens vigtigste og største byer. Vi overnatter i Adrasan.
Dag 6
Dagen byder på pragtfulde kystvandringer, når vi går fra hotellet op til et pas i 470 meters højde. Herfra vandrer vi ned mod havkanten på en sti, der snor sig mellem kalkstensklipper og gennem pinjelunde. Udsigterne er enestående ned mod "skjulte havvige og ubeboede klippeøer. Vi fortsætter dagens vandretur op til et klippefremspring med udsigt over Kap Gelidonias to fyrtårne, hvorfra en grussti med en del sten fører os ned til det ene af dem. Ad en bred sti gennem pinjeskoven når vi frem til det sted, hvor bussen venter på at køre os tilbage til hotellet.
Dag 7
Vi forlader Adrasan og kører med bus til byen Ulupinar, hvor vi påbegynder en vandretur langs The Lycian Way. Vi følger en lille bæk, og klatrer derefter op på en høj og følger stien videre frem til de berømte, sagnomspundne brændende klipper i Chimaira (eller på tyrkisk Yanartas - brændende klipper). Stedet består af en bjergside med 20-30 huller, hvorfra der udsiver metangas, som spontant antændes når det kommer i kontakt med ilt, virkelig et ejendmmeligt og spektakulært fænomen. I gamle dage kunne søfarere navigere ved hjælp af flammerne, og man forstår godt, at man i antikken troede at flammerne stammede fra åndedrættet fra et uhyre i form af en del løve, en del ged og en del drage.
Vi fortsætter vores vandretur ned mod kysten, for til sidst at komme til stranden ved Cirali, hvor der bliver mulighed for at bade. Under opholdet på stranden bliver der tid til, at du på egen hånd kan besøge Olympos' antikke ruiner, der dækker den sydlige del af stranden. Olympos' tidlige historie er ukendt, men man ved, at det var en betydningsfuld lykisk by i 200-tallet f. Kr., hvor man dyrkede Hephestos eller Vulcanus, ildguden. Ruinerne ligger i dag spredt blandt figentræer og pinjelunde, overdækket med vilde vinranker og oleander. Vi afslutter dagen med at køre tilbage til Dalaman.
Dag 8
Afrejse fra hotellet til lufthavnen for hjemrejse til Danmark, med mindre du har valgt en tillægsuge med sol og badning i Marmaris eller en af Star Tours andre byer.