Dag 1 - Afrejse
Du lander med fly i Marrakech, en af Nordsfrikas meste spændende byer, og tager ind på hotel for de kommende to nætter.
Dag 2 - Marrakech
Sagnomspundne Marrakech med sine rosa huse og mure, ligger midt i en oaselignende palmeskov, og har i århundreder fascineret mennesker fra hele verden.
Marrakech forbindes først og fremmest med det fantastiske folkeliv i medinaens gamlar kvarter og bazarer, hvor du kan undsnuse den ortientalske atmosfære med en blanding af æselpærer, saffran, røgelse og mynte i luften, når vi går gennem de snævre stræder.
Arkitekturens mange hvælvinger og kupler, de farverige klædedragter, de duftende krydderier og sælgernes hæse udråb, skaber en stemning, der fører tankerne hen på Tusinde-og-én-Nat. Byen har altid haft Marrokos mest livlige markedsplads på torvet Djema-el-Fna med alle sine gøglere, eventyrfortællere, slangetæmmere og vandbærere.
Vi besøger også Bahia-paladset, udsøgt dekoreret med mosaikker og udskårne trædetaljer, samt Majorelles have, der ejes af Yves Saint Laurent. Vi går blandt ejendommelige kaktusser, palmer og højt bambusbuskads frem til det kornblomstblå hus, der helt bevidst skaber en kontrast til alt det grønne. Mange fremtrædende modeskabere, arkitekter og indretningsarkitekter fra hele Europa har valgt at slå sig ned i denne by, der også kaldes Marokkos juvel.
Dag 3 - Atlasbjergene
Om morgenen går turen videre over den milevide slette, der følger Mellematlas imponerende bjergkæde. Naturen her er nærmest af mellemeuropæiske karakter med bjergskråninger dækket af frodige grønne skove, der delvist består af det imponerende atlascedertræ. Dagens mål er Meknes.
Dag 4 - Meknes og Volubilis ruiner
Om morgenen besøger vi Volubilis, den smukt beliggende ruinby, der engang var romernes magtcentrum i landet, og som stammer fra tiden omkring Kristi fødsel. Den velbevarede domstolsbygning, det kapitolinske tempel og triumfbuen giver alle et meget godt billede af der romerske herskerfolks livsstil, religion og kunstneriske idealer.
Meknes, en af landets kongelige byer, var hovedstad under sultan Moulay Ismail i 1600-tallet. Denne farverige gigant i landets historie foretog sig alt i stor skala. Det siges, at han havde 500 hustruer og over 1.000 børn.
På byrundturen besøger vi hans mausoleum, en af de få moskeer i Marokko, der er åbne for ikke-muslimer. Vi ser også byporten Bab Mansour, dekoreret med romerske søjler fra Volubilis, samt de overdimensionerede stalde fra 1600-tallet, bygget til sultanens kavalleri.
Hen imod aften ankommer vi til Fes, Marokkos kulturelle og religiøse centrum, hvor vi bor i to nætter.
Dag 5 - Byrundtur i Fes
Hele dagen er afsat til Fes, den ældste af de kongelige byer, der historisk og kulturelt er en helt enestående by. Her findes et franskbygget Ville Nouvelle, men det er den gamle bydel, medinaen, der i dag er Fes' livlige og pulserende centrum. At gå rundt her er nærmest som at befinde sig i middelalderen. Bazargaderne og skindberedernes kvarter for helt fortryllende med de stærke farver og dufte. I Fes ligger også den vestlige verdens ældste universitet, Karaouin, bygget i 800-tallet af to søstre.
Dag 6 - Rabat
Rejsen fortsætter til Rabat ved Atlanterhavskysten, Marokkos nuværende hovedstad og kongelige residensby. Med en historie, der går helt tilbage til antikken, er nutidens Rabat en luftig, moderne og betagende by med brede, træfyldte avenuer. På vores rundtur oplever vi nogle af Rabats mest interessante seværdigheder.
Hen imod aften ankommer vi langs kystvejen til Casablanca.
Dag 7 - Casablanca, kystvejen og Essaouira
Havnebyen Casablanca er den største og mest "europæiske" by i Marokko. Byens rolle som internationalt spioncentrum under anden verdenskrig, er blevet udødeliggjort gennem Hollywoodfilmen, der bærer byens navn, og i hvis hovedroller de fleste sikkert mindes Ingrid Bergman og Humphrey Bogart.
Efter en kort rundtur i centrum, fortsætter rejsen derefter til den gamle portugisiske fæstningsby El Jadida.
Den smukke kystvej, med en fantastisk udsigt over Atlanten, bringer os til charmerende, gamle Essaouira. Denne skønhed med en spændende blanding af sirlig arabisk arkitektur og fransk byplanlægning er med på Unescos verdensarvsliste.
I 1960- og 1970'erne tiltrak byen berømtheder som Jimi Hendrix, Cat Stevens og Leonard Cohen.
Vi går en tur ind i Essaouiras gamle piratborg med myldrende stræder og et ægte marokkansk folkeliv. Her i et bilfrit centrum, hvor kun cykler og håndtrukne kærer blander sig med fodgængerne, finder vi Thujatræ-håndværkerne og det interessante sølvmarked. Måske genkender du miljøerne, der har været kulisser i film som Orson Welles "Othello" og Bille Augusts "Jerusalem".
Dag 8 - Hjemrejse
I dag returnerer vi til Marrakech for hjemrejse til Danmark.