Velkommen til Dodekanesos, eller "De tolv øer", som det græske ord betyder. Denne øgruppe i det Ægæiske hav består i virkeligheden af 163 øer, hvoraf 26 er ubeboede. Men der er tolv større øer, og af disse er Rhodos den i særklasse største og vigtigste. Øen er ikke blot centrum for handel og kommunikation, men har også en rig og spændende historie præget af både romere, byzantinere og de Johanitterriddere, som herskede over øen 1306-1519.
Hertil kommer, at Rhodos har en varieret og visse steder storslået...
Velkommen til Dodekanesos, eller "De tolv øer", som det græske ord betyder. Denne øgruppe i det Ægæiske hav består i virkeligheden af 163 øer, hvoraf 26 er ubeboede. Men der er tolv større øer, og af disse er Rhodos den i særklasse største og vigtigste. Øen er ikke blot centrum for handel og kommunikation, men har også en rig og spændende historie præget af både romere, byzantinere og de Johanitterriddere, som herskede over øen 1306-1519.
Hertil kommer, at Rhodos har en varieret og visse steder storslået natur, hvor fine vandrestier bringer dig over grønne bakker, forbi små byer, blomsterfyldte højsletter og hvidmalede kapeller. Vores rejse tager dig også med til den særprægede lille naboø Chalki - den mindste kommune i Grækenland med kun omkring 300 indbyggere.
Solrige marker og panoramaudsigter
Bortset fra "afstikkeren" til Chalki - hvor du sover en nat og vandrer en dag - bor du under hele rejsen på samme hotel. Under 2-dages udflugten til Chalki beholder du dit værelse på Rhodos, så du kun behøver at medbringe en let oppakning til denne tur.
På Rhodos ligger landbrugsområderne og de bjergrige vildmarker tæt på hinanden. På vandreturen fra byen Apolakia ser man i sensommeren vand- og honningmeloner overalt på markerne. Men hurtigt afløses kulturlandskabets frodighed af uberørte bjerge med visse, klipperoser og vild salvie, inden vi kommer til 1700-tals klostret Skiadi og sidenhen den urgamle hvide by Messanagros.
Andre vandreture bringer os gennem trylleskove med guldregn nær bjergtoppen Profitis Ilias, hvor du fra et udsigtssted i 750 meters højde kan se ud over øen. Eller fra Lindos ind i Marmarisbjergets klippefyldte dale, hvor nerier vokser langs stierne, og geder ligger og daser i skyggen af de få træer.
Fredelige Chalkis golde skråninger
Midt i rejsen tager vi færgen i cirka en time over til øen Chalki, der ligger lige vest for Rhodos. Skrofer og rødnæbbede måger svæver over det dybblå hav med Rhodos bjerge i baggrunden. På den anden side venter Chalkis lille havneby Nimporio, hvis silhouet domineres af Agios Nikolaos-kirkens pragtfulde klokketårn.
Chalki er en gold ø på kun 37 km², præget af den slags pastorale ro, som man kun finder blandt den græske øverdens mindre øer. Vi vandrer forbi den tidligere gamle hovedby Chorió med sin middelalderlige ridderborg. Med lidt held får vi øje på den sjældne fugl guldpirol blandt terpentintræerne.
Lindos akropolis
Tilbage på Rhodos venter flere smukke vandreture i øens fantastisk varierede landskab, hvor vi oplever alt fra dramatiske klippekanter med meterhøje tidsler til frodige dale, hvor naturlige kilder forsyner vin-, valnødde- og olivenlundene med vand. På en stejl klippe nær stranden i Harakibugten afslutter vi vandreturen fra byen Archangelos ved en korsridderborg. Det var her johanitterne steg i land i 1306 og tvang byzantinerne til kapitulation.
Vi tager også på en byvandring i Lindos, der engang var den mægtigste by på Rhodos. Byens snoede stræder afløses af æselstier, der fører op til Lindos' akropolis, hvor der er bastante forsvarsværker fra Johanitterriddernes epoke og ruinerne af et Athenatempel fra 300-tallet f.Kr.