Her i kunstnernes og livsnyderenes landskab besøger vi ikke blot de mest kendte steder, men også de ukendte. Du oplever både lyset over Provences lavendelmarker og gotiske katedraler samt shoppinggader i Rivieraens byer. Avignon, Arles, Aix-en-Provence, Cannes og Nice er nogle af højdepunkterne på en rejse, hvor du også får mulighed for at smage på vin, olivenolie og trøfler.
Skønhed fra Jesu tid
I Luberon, i hjertet af Provence, besøger vi Abbaye de Silvacane, et cistercienserkloster fra 1100-tallet. Efter...
Her i kunstnernes og livsnyderenes landskab besøger vi ikke blot de mest kendte steder, men også de ukendte. Du oplever både lyset over Provences lavendelmarker og gotiske katedraler samt shoppinggader i Rivieraens byer. Avignon, Arles, Aix-en-Provence, Cannes og Nice er nogle af højdepunkterne på en rejse, hvor du også får mulighed for at smage på vin, olivenolie og trøfler.
Skønhed fra Jesu tid
I Luberon, i hjertet af Provence, besøger vi Abbaye de Silvacane, et cistercienserkloster fra 1100-tallet. Efter frokosten i en af Luberons pittoreske byer, besøger vi nabobyen Roussillon, kendt for sine okkerbrud, og alle byens huse er okkerkalkede. Herefter fortsætter turen til Rhôneflodens frodige dal, hvor pavebyen Avignon ligger.
Du vil opleve et af antikkens smukkeste bygningsværker, når vi besøger den romerske akvædukt Pont du Gard. Det er en tankevækkende oplevelse at beundre et bygningsværk fra Jesu tid på nært hold. Vi besøger derefter Uzès, en by med middelalderlige små gader og pragtfulde paladser. Vi besøger det smukke slot, som har været i familien Uzés eje i over tusinde år.
Midt på en nøgen klippe ligger det sagnomspundne Les Baux. Her kan man, ligesom Dante, blive inspireret af udsigten over "Helvedesdalens" store, skarpe klippeformationer. Vi spadserer gennem byens smalle gader og ser på Saint Vincent-kirken.
I Van Goghs fodspor
Arles blev grundlagt allerede af de gamle grækere. Her levede en gang den ulykkelige præstesøn Vincent van Gogh, som udviklede ekspressionismen. Den smukke Saint Trophime og Place du Forum er to af perlerne i Frankrigs romanske bygningskunst.
Rejsen fortsætter til naturreservatet Camargue, de hvide hestes og de sorte tyres kongerige, et fransk "vilde vesten". Mellem floden Rhônes to arme udbreder dette sump- og marsklandskab sig.
Frankrigs sorte diamant
Herefter bydes vi velkommen af Aix-en-Provence, byen som engang inspirerede kunstneren Paul Cézanne til de fantastiske malerier af kalkstensbjerget Sainte Victoire, der helt dominerer byen. På makedet kan man købe sæsonens afgrøder, provencalske urter og farverige beklædningsgenstande.
Derefter bliver der lejlighed til at åbne sanserne for nye smagsoplevelser. Hos familien Cheylan på Chateau Virant kan du deltage i en vinsmagning og følge processen fra oliven til aromatisk olie. I det nærliggende Pélissane fortæller Monsieur Canuel, som er en autoritet inden for "trufficulture", lidenskabeligt om trøflen, det "franske køkkens sorte diamant".
Smukke Nice ved Englebugten
Vi forlader Aix-en-Provence og når den gamle romerby Fréjus og San Raphael, før vi kommer ind på kystvejen Corniche d'Or. I madbyen Mougins, der er kendt for sine stjernerestauranter, spiser vi frokost. Denne lille by blev "opdaget" af Picasso og hans venner allerede i 1936.
I Cannes med luksushotellerne og filmpaladserne spadserer vi derefter et stykke langs den berømte strandvej La Croisette. Lidt senere når vi Nice via den kendte Promenade des Anglais.
Nice ligger smukt ved Englebugten midt imellem bjerge og hav, med en aura af elegance fra en svunden tid, som stadig er bevaret og charmerer de besøgende.
Vi begynder med en spadseretur gennem byens hjerte, Place Massena, og videre ind i Vieux Nice, den gamle bydel. Efter Chagall-museet og en spadseretur i Cimiez-parken er det tid til en afskedsmiddag med lokale specialiteter fra det spændende køkken i Nice.