Egypten har meget at give, uanset om du er blandt de mest berejste, eller du ikke har de store forkundskaber. Vores krydstogt er en uforglemmelig tur på Nilen med landudflugter, der omfatter de største seværdigheder i det sydlige Egypten. Og fra Aswan har du derefter mulighed for at tage på udflugt til verdensarven Abu Simbel. Ud over disse enestående levn fra fortiden får du også interessante indblik i dagens Egypten. Din fornemmelse for tid og logik bliver let sat på spidsen i et land, hvor næsten 70...
Egypten har meget at give, uanset om du er blandt de mest berejste, eller du ikke har de store forkundskaber. Vores krydstogt er en uforglemmelig tur på Nilen med landudflugter, der omfatter de største seværdigheder i det sydlige Egypten. Og fra Aswan har du derefter mulighed for at tage på udflugt til verdensarven Abu Simbel. Ud over disse enestående levn fra fortiden får du også interessante indblik i dagens Egypten. Din fornemmelse for tid og logik bliver let sat på spidsen i et land, hvor næsten 70 millioner mennesker deles om den plads, der er. Et land, hvor tålmodighed og smil ofte bringer dig længst.
Nilens uvurderlige historie
Du lander i Hurghada ved Det Røde Havs kyst. Turen fører os videre over land, gennem ørkenen til Luxor, hvor vi checker ind, og bliver taget godt imod af besætningen på krydstogtfartøjet.
Rejsen langs Nilen begynder med, at vi besøger det tilsyneladende uendelige tempelområde, Karnak. Vi vandrer gennem fem pyloner, mængder af imponerende rum og frem til et overvældende antal reliefudsmykkede søjler.
Få rejseoplevelser er sammenlignbare med et krydstogt på Nilen. Bønder i brogede klæder dyrker jorden på samme måde som man har gjort det i tusinder år. Kvindernerne vasker tøj ved flodbreden, børnene leger, vandbøfler og overlastede æsler slider sig fremad mens ørkendynerne troner i baggrunden. Det er et smukt iscenesat skuespil.
Hieroglyffer og krokodilleguder
I Edfu besøger vi et af Nildalens mest storslåede templer, som er tilegnet falkeguden, Horus. De velbevarede hieroglyffer og selve billedsproget er mildest talt imponerende. Og krokodilleguden Sobeks originale dobbelttempel ved Kom Ombo er ikke ringere.
Krydstogtet fortsætter op mod strømmen til den slumrende gamle handelsby, Aswan, naturskønt beliggende ved Nilens første vandfald.
Efter en tur over Højedæmningen, Nassers storværk, som blev bygget for at tøjle og styre den ofte upålidelige flod, når vi faraonernes første stenbrud med den ufuldendte obelisk. Trods revnedannelser giver det et billede af egypternes uovertrufne evner som bygherrer og stenkunstnere.
Hvis du vil, er der mulighed for en udflugt med bus til Abu Simbel, nær grænsen mod Sudan (koster ekstra). Her ligger de gigantiske klippetempler og Ramsesstatuerne, som i 60'erne blev reddet fra at drukne i den enorme Nassersø.
Luxors charme
Skibet fører os videre ned ad strømmen til dobbelttemplet i Kom Ombo og sejler videre mod Luxor, en meget charmerende by, hvor krydstogtsfartøjer fra Nilen ligger på rad og række ved kajerne.
I gravområdet i Kongernes Dal er der hele 62 udgravede gravsteder. Trods plyndringer i løbet af antikken er de stadig i dag svimlende smukke med vægge og lofter fyldt med farverige malerier, relieffer og hieroglyffer.
Vi besøger derefter Dier el Bahri med Dronning Hatshepsuts arkitektonisk fuldendte tempel, majestætisk beliggende ved foden af en enorm klippevæg.
Under udflugten på Vestbredden gør vi også ophold ved de 18 meter høje, "syngende" Memnon-kolosser, som i streng positur skuer ud over landskabet. Hen mod aften foreslår vi, at du fornemmer den engelske kolonitid på en stille spadseretur langs bugten.
Dagen efter venter tilbageturen, via Hurghada til Danmark.